Så nåede jeg til Japan – og til Keio i særdeleshed. Efter en måneds rejsen rundt og ophold hos forskellige venner og ikke mindst Naras søde familie på Kyushu, flyttede jeg ind på mit kollegie Sunrise Tode i byen Kawazaki i Kanagawa kommune (eller det, der svarer til det på japansk) lidt udenfor Tokyo. Blandt de kollegier jeg kunne vælge i mellem var Sunrise Tode langt det billigste, (¥44.000 = godt 2.300 kr. pr. måned alt inklusive) og ud fra billederne at bedømme forholdsvis moderne med rummelige værelser og gode bade faciliteter. Jeg blev ikke skuffet – mit værelse er det største blandt mine klassekammerater, der også tog afsted på udveksling, og jeg skal hverken klage over det store fællesbadekar, dampsaunaen eller de gode, store brusere.
Mit kollegie
En anden dejlig finesse, er, at der altid er 100 pct. adgang til kollegiet så længe du husker dit nøglekort. Det ville godt nok lægge en dæmper på løjerne, hvis man skulle være hjemme kl. 23 hvor dørene bliver låst, som det er tilfældet på visse andre kollegier. Resten af kollegiets beborere er en broget masse af amerikanere, englændere, koreanere, kinesere og et par tyskere også. De er overvejende rigtigt gode bekendtskaber, selvom der er nogle kinesere og koreanere, jeg stort set aldrig ser. Bestyrerne af kollegiet er et gammelt ægtepar, der kun taler japansk. De er dog altid yderst hjælpsomme og altid i fremragende humør. Kollegiet er kun for drenge og der er nu ikke en bedre måde at knytte bånd på end at diskutere det andet køns meritter i det store fællesbad!
Livet i Japan har indtil videre været dyrt, grundet overforbrug og rejsen rundt, men da jeg havde sparet lidt penge op i forvejen og tilmed fik et legat, slipper jeg nok igennem mere eller mindre uden at skulle låne penge. Fordelen ved at bo i landet med det højeste prisniveau i verden, er, at man aldrig finder noget for dyrt. På resteauranter ligger prislejet ml. ¥400-1000 (15-50 kr.) alt efter hvad du ønsker at spise, så det er absolut muligt at spise ude hver aften og holde et budget samtidig. Da jeg er i den heldige position at være stort set altædende, nyder jeg japansk mad i fulde drag. Deres mange former for nudler og supper udgør et glimrende, billigt og sundt måltid og der findes tonsvis af lækre retter med både fisk, okse- og svinekød. Japanerne er også de eneste, der har formået at indkorporere grønsager i måltidet til en grad, hvor jeg faktisk spiser dem. Jeg har aldrig forstået salat i Danmark. Udover det lavere prisleje og den gode mad er der masser af andre ting at glæde sig over i solens land: Når man kommer fra København og i særdeleshed Nørrebro, kan man nemt blive betaget af, hvor rent Japan er. På trods af at Japan stort set ingen skraldespande har, flyder der stort set ingen skrald i gaderne. Folk smider ikke papir, stiller dåser eller knuser flasker – selv ikke når de er fulde. En interessant historie i den forbindelse kommer fra en af mine danske venner, som arbejder i Japan. Han blev irettesat af en japansk politimand for at stille en dåse på gaden. Som han sagde: ‘I Danmark tænker jeg ikke over det – der er pant på den, så der kommer altid én og samler den op!’ Han har uden tvivl ret, alle Københavns flaskesamlere taget i betragtning, men det belyser en væsentlig mentalitetsforskel. Grafitti er stort set heller ikke at finde i Tokyo eller noget andet sted i Japan. Noget, der nok kan tilskrives, at venstreekstreme hærværksmænd glimrer i deres fravær i Tokyos gader og at, hvis de skulle forefindes alligevel, ret kontant og effektivt bliver irettesat af det japanske politi, modsat visse andre steder(…)
Et typisk Tokyo panorama
I den forbindelse bør jeg også nævne, at jeg aldrig har befundet mig i et land, hvor jeg føler mig mere sikker. Jeg ser ingen slagsmål når jeg er i byen, møder kun smil og latter på barer o.lign. og stoffer er aldrig til stede i nattelivet. Min erfaring er, at hvis du vil have ballade i Japan, så skal du godt nok selv opsøge det. Der er heller ikke lommetyve af nogen nævneværdig grad i Japan, hvis man dømmer efter hvor lemfældigt folk behandler deres værdigenstande herovre. Telefonerne har kæmpe vedhæng som en hvilken som helst let kunne snuppe, pungene hænger ud af baglommerne, etc. Ting, som for en europæer – selv en dansker – ville være utænkelige. I forbindelse med skolen og min generelle gebærden mig rundt i Tokyo har jeg også efterhånden fået stiftet en del bekendtskab med Tokyos mange toglinjer. Det ville være en omgåelse af sandheden at kalde togene kønne – jeg vil gå så langt som at sige, at de Københavnske S-toge ville være pænere, hvis ikke hjernelamme vandaler partout skulle sprætte sæderne op eller skrive på væggene – men de er til gengæld optimeret fuldstændigt til det formål, de blev bygget til: At fragte et antal mennesker, der svarer til rundt regnet 25 gange Københavns befolkning fra forstæderne ind til Tokyo hver eneste dag. Det er en nydelse at opleve den brutale effektivitet med hvilken de japanske toge opererer. De er 96-98% rettidige, og selv når de er forsinkede, er det sjældent med mere end et par minutter. Hvad der er mindre en nydelse, er at opleve myldretidstogene, hvor folk bogstaveligt talt står så tæt, at du mere eller mindre er i andres vold, når toget stopper: Håb på, at folk foran dig flytter sig eller begynd at møve mens du ytrer undskyldninger og håber på det bedste. Japanske toiletter fortjener også nævnelse. Igen er renheden at fremhæve. I Danmark skal du have pengepungen frem, hvis du vil gøre dig forhåbninger om at finde et bare nogenlunde rent offentligt toilet, og ikke engang det er altid en sikkerhed. Alle toiletter i JP er gratis, og mange steder bliver du også konfronteret med de magiske toiletsæder, der, hvis du ellers magter at betjene det, kan give dig henholdsvis massage og en grundig vask af de nedre regioner M/K. Jeg vil dog anbefale, at man lærer at betjene kalorius før man eksperimenterer. Jeg har aldrig selv haft behov for at prøve systemet af, men jeg har venner, som ikke fik indstillet temperaturen korrekt og følgelig fik spulet skoldhedt vand på de ædlere dele. Hvis man ikke får slukket og bare flytter sig (hvilket er en naturlig refleks for de fleste, der får spulet varmt vand på stjernen) får man en fin stråle vand op ad ryggen. Japan er kontrasternes land, hvilket også gør sig gældende på toiletterne. Det ene sted kan du finde disse teknologiske vidundere, der ikke bare vasker dig forneden men også sprøjter lugtfjerner ud, mens du det andet sted må nøjes med pedallokummer – uden håndtag til at holde dig oppe.
Skolen begyndte denne uge. Jeg har været til introduktionsklasser i alskens forskellige japan relaterede klasser og kan glæde mig over ind i mellem at støde på japanske professorer, der rent faktisk taler (godt) engelsk og også have mulighed for at studere
Kawazaki om aftenen
sammen med de japanske studerende i stedet for kun de internationale studerende. Indtil videre har jeg valgt tre japanske sprogfag samt fire fag mere eller mindre relateret til japansk økonomisk historie – det skal nok blive underholdende. Keio Universitet har en del campuser spredt ud over hele Tokyo og omegn. Jeg har kun været på et af dem, Mita Campus, indtil videre, men det gør ikke så meget – for Mita campus er virkelig fantastisk. Det er universitetets ældste campus og huser hovedbygningen samt det gamle bibliotek – noget af det eneste pæne, klassiske arkitektur, der rent faktisk er at finde i Tokyo. Stemningen er også rigtigt campus-agtig med mange mennesker på alle tider af døgnet, samt studiegrupper, der sidder og snakker under træerne og de jakkesætsklædte professorer med deres bærbare. Indvendigt er bygningerne ikke noget at vise frem efter danske standarder – de virker gamle og nedslidte, uden at det dog går ud over funktionaliteten som sådan. Det er dog et meget generelt træk ved japanske bygninger. De er ofte ret gamle og da folk i 99 pct. af tilfældene bor til leje og slet ikke har kultur for gør-det-selv, lader de ofte bare stå til forfald. Dette kan synes mærkeligt, men japanere socialiserer sjældent i deres hjem – man går altid ud og spiser, mødes på barer, caféer, mv. Der er gode chancer for, at du ikke ser en japaners hjem, før du har kendt vedkommende i lang tid. Den gamle biblioteksbygning er et skoleeksempel på en japansk bygning: Gammel og meget trang. Jeg var derinde og låne en bog og hele bygningen lugter af gamle mennesker. Jeg har efterhånden stiftet bekendtskab med en del japanere og har fået et par aftaler om gensidig engelsk/japansk hjælp op at stå. Den ene med en japansk sygeplejerstuderende(!) og den anden med enmandelig studerende udi politisk videnskab og kommende bureaukrat, som jeg også har været i byen med for at blive introduceret til den ædle kunst at møde japanske piger.
Jeg vil slutte af for denne gang. Skolen er kun lige begyndt, så jeg glæder mig til at se, hvordan den udfolder sig, når undervisningen først rigtigt folder sig ud. Ydermere, er der introduktionsfest i morgen, hvilket nok skal blive en undskyldning for at drikke øl – endnu en gang.
